Foto
PRIVATE

 

Træpillefyr på den europæiske teaterhøjskole - Rødkilde

Ved Stege Nor på Møn ligger Den europæiske teaterhøjskole - Rødkilde, der siden 1866 har været drevet efter bæredygtige principper.

Et gennemgående tema for undervisningen har siden 1981 været "Menneskets forhold til naturen", hvilket har været ganske naturligt idet højskolen ligger i særdeles skønne omgivelser.

Højskolen skiftede i september 1996 deres oprindelige oliefyr ud med et varmeforsynings anlæg baseret på træpiller.

De oprindelige tre oliecentraler brugte tilsammen 80.000 liter gasolie per år. De to mindste af oliefyrene er erstattet af et pillefyr med en kapacitet på 350 kW, svarende til at der afbrændes godt 70 kg piller i timen. Kedlen er en REKA type HKRS 300.

Der er en lagerkapacitet på 40-50m3, en udmadningsmekanisme bestående af et hydraulisk skrabegulv og en tværsnegl der leder pillerne til en doseringsbeholder. Herfra ledes pillerne via en skråsnegl til en gastæt cellesluse ned i en stokersnegl, der indfyrer pillerne i kedlen.

I forbindelse med konverteringen er der etableret et nyt distributionsnet. Der er lagt fjernvarmeledninger til forbindelse af den tilbageblevne oliecentral, den nye pillefyrscentral og et fælleshus, der ved samme lejlighed blev konverteret fra elvarme til det nye vandbaserede distributionssystem.

Driftsmæssigt har udskiftningen af oliefyrene resulteret i en række nye vedligeholdelsesopgaver. Den generelle pasning og vedligeholdelse af kedlen begrænser sig til en enkelt gang i måneden, hvor kedlen skal renses, det bruger pedellen en arbejdsdag på. Derudover holdes der opsyn med anlægget, hvilket tidsmæssigt udgør ca. ½ time per dag.

Udover vedligeholdelsen af kedlen skal der tømmes aske fra cyklonen og fra bunden af kedlen. Forbruget på Højskolen er ca. et vognlæs piller på 25 ton leveret hver anden til tredje måned. Afbrændingen af 25 ton piller resulterer i ½ trillebør aske fra cyklonen og godt 2 trillebøre aske fra bunden af kedlen.

Pillerne leveres af Spanvall (se liste over pilleleverandører), der leverer ca. 25 ton piller ad gangen.

Konverteringen har medført at højskolen har reduceret CO2 emissionerne med godt 150 ton, samtidigt med at brændselsudgifterne er reduceret ca. 50-60 procent.

For yderligere information kontakt pedel Henning Hansen på telefon 55 81 45 20.